N. F. S. Grundtvig

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig kom til verden i Udby præstegård på Sydsjælland. Hans far, Johan Grundtvig, var præst af den gamle skole; hans syn på kirken og kristendommen var konservativt og pietistisk.

Frederik - som Grundtvig blev kaldt som barn - var mors dreng: Moderen Catrine Marie Bang var ud af forsker- og præsteslægten Bang, som mente at nedstamme fra selveste Absalon. Frederik var den yngste af syv børn: To søskende døde som spæde, tre storebrødre var sendt ud af hjemmet for at forberede sig til præstekaldet, og Frederik tilbragte sin barndom med sin eneste søster, den et år ældre Ulrikke, kaldet Rikke, som både var hans plageånd og perleveninde.

Grundtvig har aldrig udgivet sine erindringer, men små erindringsglimt findes overalt i hans forfatterskab. Ofte omtaler han sig selv i 3. person. Han husker, hvordan moderen med stort besvær forsøgte at lære ham at læse, da han var blot fire år gammel. “ (...) han erindrer sig grant, at Bogstavet O nær havde skaffet ham en rumpefuld (...) ”. (“Grundtvigs erindringer og erindringer om Grundtvig”, side 17). At læse lærte han dog til sidst, og så læste han med umættelig appetit og interesse for især historie, nordisk mytologi og religion.

Som bare ni-årig blev Grundtvig sendt til Thyregod ved Vejle. Her skulle han forberedes til latinskolen af en ven af familien, præsten Laurids Feld. Feld var, som Grundtvigs forældre, stærkt ortodoks og rasede mod samtidens rationalistiske kirke- og trossyn. Alligevel åbnede han sit store bibliotek for Grundtvig, som i fred kunne suge tidens mange forskellige tanker til sig.

Grundtvig begyndte på Århus Katedralskole i 1798. Her blev studeret latin i lange baner, men Grundtvig brød sig ikke om terperiet. Han læste om nordisk mytologi i stedet og slog sig på kortspil. Trods manglende gnist klarede han sig strålende, men skoletiden i Århus jog luften ud af hans lidenskaber, og han tabte interessen for både kristendommen, historien og mytologien. Oplevelserne fra Århus ligger bag Grundtvigs senere opgør med “den sorte skole”.

Da han i 1800 indledte sit studium i teologi ved Københavns Universitet, var han således ganske desillusioneret. I vinteren 1802 fulgte han en forelæsningsrække hos sin fætter, naturfilosoffen Heinrich Steffens. Steffens talte om tysk romantik; Fichte, Schelling, Goethe, og om det guddommeliges åbenbaring i natur, historie og poesi. Grundtvig forstod ikke meget af Steffens filosofi, men denne introduktion til romantikken fik stor betydning for ham. Det var også Steffens, der fik en ung drømmer ved navn Adam Oehlenschläger til at gribe pennen.

Grundtvig afsluttede teologistudiet i 1803, blot 20 år gammel. Han tilbragte nu sin tid med at digte, men i foråret 1805 fik han en stilling, som skulle ændre hans liv: Han blev ansat som huslærer på herregården Egelykke på Langeland, og han forelskede sig brændende i husets frue, den seks år ældre Constance Steensen-Leth. Den umulige kærlighed fik Grundtvig til at flygte ind i romantikken og nu så han dybden i de tanker, Steffens havde udfoldet. Den ulykkelige kærlighed rev ham op indefra, og romantikken gav ham netop det bud på harmoni, han behøvede: Harmonien i den guddommelighed som gennemstrømmer og forener alt, og som kun poesien kan rumme. Han oplevede en religiøs vækkelse, og fordybede sig i læsning af den nordiske mytologi og romantiske skrifter. Men han forkastede dog harmonitanken igen, og langsomt krystalliserede de problemer sig, som han kom til at beskæftige sig med hele sit liv: Forholdet mellem det evige og det jordiske, mellem kirke og folk, samt troens og poesiens stilling i livet.

Han forlod Langeland i 1808 og fortsatte sin forskning i nordisk mytologi i København, men den aldrende far kaldte ham hjem til kirken i Udby, hvor han kom til at fungere som præst i to år. Her rettede han angreb mod tidens rationelle lærde, og efter faderens død fortsatte han sit arbejde i hovedstaden. Han var på kant med samtiden, og hans virke som litterat og skribent blev overset.

I 1822 fik han et præsteembede ved Christianshavns kirke i København. Her gjorde han sin “mageløse opdagelse” , der skulle gøre ham til en af de betydeligste skikkelser i dansk kulturhistorie: “Den mageløse opdagelse” er erkendelsen af, at det levende ord er det vigtigste i gudstjenesten og i kristendommen; det levende ord i form af dåben og Trosbekendelsen. Med det postulat lagde han sig endnu en gang ud med samtidens teologer, og efter en injuriesag indkasserede Grundtvig livslang censur - som dog senere blev ophævet. I “den mageløse opdagelse” ligger kimen til Grundtvigs projekt om skolen for livet, som er ført videre i vor tids højskoler.

Grundtvig var i lange perioder uden præsteembede, men fra 1839 og frem til sin død var han tilknyttet hospitalskirken Vartov i København. I 1861 fik han rang af biskop. Han nåede også at være medlem af Folketinget og sad med i den forsamling, der forfattede Danmarks Grundlov i 1849 - han var dog ikke tilhænger af demokratiet.

Grundtvig led af maniodepressiv psykose og hans liv var præget af sammenbrud og kriser, hvor han tvivlede på sin tro. Men man kan spørge sig selv, om han ville have haft modet og evnen til at se ud over samtidens dogmer uden lidelsen, som hele tiden bibragte ham nye erkendelser og førte hans tænkning ud på nye spor.

Grundtvig var gift tre gange og fik 5 børn. Han døde fredeligt i sin lænestol uden forudgående sygdom i 1872, 89 år gammel.

Grundtvig var hele sit liv stærkt interesseret i både den nordiske mytologi og i verdens historie, men efter 1807 fokuseredes hans interesse for det specifikt danske. I 1807 bombede englænderne København sønder og sammen, i 1814 måtte Danmark afstå Norge til Sverige. Grundtvig følte sig kaldet til at genrejse nationen og samle folket. Det skulle ske ved at fremhæve fortidens store bedrifter og koble dem til kristendommen, som skulle være et levende, folkeligt samlingspunkt.

Danskerne skal kende deres arv for fremtidens skyld, det er det, Grundtvig mener, når han et sted skriver: ”Uden dybe minder, intet levende håb” . Derfor skrev han flere enorme værker om nordisk mytologi, kristendom og historie: Nævnes bør “Nordens Mytologi” fra 1808, som skildrer den nordiske mytologis forløb og kobler den til menneskelivet. “Optrin af Kæmpelivets undergang i Nord” fra 1809 er et læsedrama, der skildrer kampen mellem kristendom og hedenskab med et vemodigt blik på en storslået men tabt fortid. “Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng” fra 1812 behandler i knap stil historiens gang fra Skabelsen og frem til udgivelsesårets København. Sigtet var, at skildre menneskenes forhold til Gud.

Grundtvig omfortolkede den nordiske mytologi: Gudesagnene var traditionelt blevet forstået som forklaringer på naturfænomener, men Grundtvig mener, at myterne skal ses som udtryk for vores forfædres livsanskuelse: Kampen mellem godt og ondt, højt og lavt, som er udtrykt i myterne, er en kamp, nutidens folk også må føre for at opnå et værdifuldt menneskeliv og mulighed for frelse. Kristendom og nordisk gudetro må gå op i en højere enhed, for både Odin og Jesus er Alfaderens sønner.

Samme engagement får Grundtvig til at oversætte oldgamle skrifter, blandt andet Saxos latinske danmarkshistorie, “Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus” i årene mellem 1818 og 1823. Oversættelsernes sprog var bredt og solidt dansk, og det forargede mange lærde i tiden. Men værkerne blev læst.

Grundtvigs bestræbelse på at forbinde nutiden, kristendommen og den mytologiske fortid kan aflæses i det enorme, delvist selvbiografiske og meget komplekse digt “Nyaars-Morgen” fra 1824. Digtet blev overset i samtiden, men nu anses det for et hovedværk. Grundtvigforskeren Aage Henriksen advarer dog mod digtet: Det er en dødsfælde: “Hvis man først kommer ind i dette 312 strofer lange digts symbolvævning, så er der erfaring for, at man aldrig kommer ud. Der er fundet forskere derinde.” (Citeret i Niels Højlund: “Den (for)underlige Grundtvig”. Weekendavisen, 2005-06-03).

Grundtvigs virke er kendetegnet af opgør med kirkelige traditioner. Gennem hele hans liv udviklede han sit syn på kristendommen, men det afgørende øjeblik indtraf, da han i 1825 gjorde sin “mageløse opdagelse” .

Grundtvig havde grublet over, hvad sand kristendom er. Skal man rette sig efter de lærdes udlægninger af, hvad der er det vigtigste i Bibelen? Det var netop, hvad tidens rationalistiske bibelkloge prædikede. Men det gør tro til et ekspertspørgsmål, og troen skal være levende og nærværende, mener Grundtvig. Han gør sig klart, at der har været kristne til, før Bibelen blev skrevet, og de bekendte deres tro gennem dåben og Trosbekendelsen. Her finder Grundtvig det direkte bindeled mellem Gud, evigheden og den enkelte. “Det levende ord” blev således et centralt begreb i Grundtvigs kirkelige nybrud.

Grundtvig mener, at den enkelte menighed selv skal bedømme, hvad sand kristendom er; det er ikke et spørgsmål om lærd videnskab. Trosbekendelsen er forankret i modersmålet, og dansk kristendom må altså være forskellig fra andre landes kristendom. I bogen “Kirkens Gienmæle” fra 1825 skitserer han disse tanker i en polemik mod en af den rationalistiske teologis fagfolk. Det er den bog, der fører til, at Grundtvig pålægges censur, men samtidig er det netop de tanker, der har præget den danske folkekirke lige siden. Og der er Grundtvigs fortjeneste, at Trosbekendelsen og dåben er hjørnestenene i den danske kirke i dag.

Det talte ord er det levende bindeled mellem den materielle og den åndelige verden. Det kan ses udtrykt i mange af Grundtvigs salmer, eksempelvis i “De levendes land” fra 1824 (trykt i 1832). Salmen skildrer den lidenskabelige kristendom, der gør det muligt at fornemme Guds rige på jorden gennem kærligheden. Kirken er til for det levende folk, og dens væsentligste redskab er det levende ord.

Grundtvigs højskoletanker blomstrer omkring 1830’erne, og de hænger nøje sammen med det teologiske begreb om “det levende ord” . Han havde vundet sig en ganske betragtelig tilhængerskare, og han begyndte at holde foredrag om nyere historie i 1838 - verdens første højskoleforedrag - under titlen “Mands Minde” (trykt i 1877). Grundtvig mener, at folkeoplysning er forudsætningen for en levende kristendom og desuden er der det mere verdslige faktum, at systemet med stænderforsamlingernes rådgivende funktion overfor kongen gav folket mulighed for at påvirke landets politik. Hvis folket skulle træffe beslutninger, så skulle de være uddannede. De skulle lære om Danmark og danskheden.

Netop den nationalt forankrede lærdom kunne latinskolen, eller “den sorte skole for døden” som Grundtvig kaldte den, ikke rumme. Han ønskede tværtimod en “skole for livet” : Den skulle være for alle over 18 år, og her skulle man lære om fædrelandets historie, poesi og sprog. Der skulle ikke undervises i kristendom, det var jo et anliggende for menighederne, og der skulle ikke læses lektier og aflægges eksamener. I stedet skulle det levende ord forbinde danskerne og deres fælles arv.

Grundtvig har været sparsom med at formulere et program for højskolerne, for en væsentlig del af deres værdigrundlag var netop friheden. Men i digtet “Er lyset for de lærde blot” sammenfatter han den nye skoleforms rolle:
“Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himmelens gave
(...)
Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst,
oplysningen om livet”.

I Grundtvigs egen levetid spredte højskolerne sig som ringe i vandet. Foruden deciderede skoler blev der heftig foredrags- og fællessangsaktivitet i forsamlingshuse, og højskoleideen har siden bredt sig til det meste af Norden.

Grundtvig har givet et uvurderligt bidrag til den danske kulturarv med sine salmer. I 1810, efter en voldsom troskrise, skriver han sin første salme, “Dejlig er den himmel blå” . Her spejler han sit eget opgør med den rationalistiske teologi i billedet af de tre vise mænd, der må bøje sig for Kristus. I årene efter kommer salmerne spredt, ofte i forbindelse med højtider, men i midten af 1835 modtager han en sum penge fra velvillige tilhængere, der vil give ham ro til at udarbejde en salmesamling.

Resultatet er “Sang-Værk til den Danske Kirke” fra 1837. Samlingen blev til på blot halvandet år og indeholder mere end 400 salmer, både nye og gendigtninger af ældre salmer. Den blev suppleret og genudgivet i 1870. Titlens “sangværk” henviser til klokkespillet på Vor Frue Kirke, som var blevet ødelagt under englændernes bombardement i 1807. Sangene skulle erstatte den tabte musik. Grundtvig fortsatte skriveriet, og omdelte selv sine salmer ved gudstjenester. De blev samlet og udgivet første gang i “Fest-Psalmer” i 1850, og flere kom til løbende.

Stilen i Grundtvigs salmer er meget varieret, fra det højpoetiske til det jordnære. Generelt mente han, at en salme skal afspejle det evige og guddommelige i det almindelige, og den skrivende kunstner må trænge sig selv i baggrunden: “Jo mere det Individuelle træder frem, desmere træder det Universelle tilbage, og des daarligere bliver altsaa Psalmen, som saadan, hvor mesterligt et Kvad for en snever Kreds den end maatte være” (anmeldelse af et udvalg af Kingos salmer i “Theologisk Maanedsskrift” XIII, 1828. Citeret fra Arkiv for dansk litteratur, se links.)

Grundtvigs samleproduktion var enorm, og den har gjort ham til den absolutte sværvægter i “Den Danske Salmebog” og “Højskolesangbogen”. Ikke mindre end 1400 salmer er flydt fra hans pen, og mange af dem synger vi hvert år ved de kirkelige højtider og særlige lejligheder; “Vær velkommen, Herrens år” , “Den signede dag med fryd vi ser” , “Hil dig, frelser og forsoner” , “Det er så yndigt at følges ad” og “Et Barn er født i Betlehem” er blandt de bedst kendte. Under besættelsen 1940-45 samledes danskerne om nationen, det danske og fællesskabet. Det skete blandt andet gennem sang. Ved store alsangsstævner landet over sang danskerne om sig selv gennem Grundtvigs salmer:
“Modersmål er det Kraftens Ord,
Som lever i Folkemunde.
Som det elskes i Syd og Nord,
Så sjunges det sødt i Lunde.”
(Fra “Moders navn er en himmelsk lyd” ).

I skiftende perioder fra 1848 og frem til sin død var Grundtvig medlem af Folketinget, og i 1848-1849 sad han med i den grundlovgivende forsamling. Grundtvigs politiske karriere hænger sammen med hans generelle folkelige, kulturelle og kirkelige engagement, men han blev aldrig politiker i traditionel forstand. I sin første tale til rigsdagen sagde han: “Jeg er nu en gammel, afgjort selvstændig mand, der ikke kan tilhøre noget af døgnets politiske partier. Jeg er ene kommet her på tinge for med gammel dansk jævnhed og dristighed at tale frihedens, folkelighedens og oplysningens sag.” (Citeret i Finn Abrahamowitz: “Grundtvig. Danmark til lykke”, s. 313).

Som det gjaldt for de kirkelige anliggender, gælder det også for den politiske Grundtvig, at friheden er i højsædet. Grundtvig var meget inspireret af den engelske liberalisme. Han havde selv besøgt England flere gange og oplevet et blomstrende samfund. Men han gik ikke ind for en rendyrket frihed, den kunne ende i undertrykkelse af svagere samfundsgrupper. Han forestillede sig, at samfundet skal etablere rammerne for, at alle kan tjene til deres brød. Deraf følger det ofte citerede diktum, der skitserer det ideelle samfund for Grundtvig; “hvor få har for meget og færre har for lidt” .

Grundtvig stillede sig tvivlende overfor Grundloven. Han frygtede, at demokratiet ville bryde ud i “pøbeloprør”, som det var sket under Den Franske Revolution, og han så hellere, at stænderforsamlingernes rådgivende funktion blev bibeholdt i et oplyst enevælde. Han endte dog med at acceptere Grundloven - han stemte hverken for eller imod.

Det vi i dag kender som partiet Venstre har udgangspunkt i Grundtvigs ideer. Men Grundtvig er den dag i dag levende overalt i den politiske debat. Han gøres til fortaler for både streng nationalisme, en stærk velfærdsstat og for minimalstaten, for hans politiske virke var langt fra entydigt. Det er ikke urimeligt at hævde, at man skal være varsom med at koble direkte fra Grundtvigs politiske samtid og til de politiske problematikker, vi er stillet overfor i dagens Danmark. Men Grundtvig kan give nutidige debatter historie og kritisk perspektiv.

Grundtvigforskeren Sune Auken opsummerer den politiske Grundtvig således: “Han er en meget, meget sær størrelse. Han overskrider konsekvent sin taletid, han har den ene mere bimlende holdning efter den anden. Men ad underlige bagveje har han bedre sans end mange andre for, at kritikken af dem, der har kontrollen med systemet, er en integreret del af demokratiet.” (Søren Kassebeer: “Man bliver aldrig færdig med Grundtvig”. Interview med Sune Auken. Berlingske Tidende, 2005-05-28.)

Grundtvig er den hidtil mest produktive forfatter i Danmark. Han værk fylder mere end 30.000 sider, og en komplet bibliografi over hans offentliggjorte tekster fylder 4 bind. Her er prædikerne ikke medregnet.

Grundtvig har sat sig mange spor i sin eftertid; både tydelige og utydelige, fordi vi har gjort mange af hans tanker til vores egne. Hans ide om oplysning er blevet en fast bestanddel af den måde, vi forstår skolens opgave i samfundet - det gælder både højskoler, folkeskoler og privatskoler. Igen og igen synger vi hans salmer, og gudstjenesten i folkekirken har netop det udtryk, som Grundtvig kæmpede for.

I den politiske debat vækkes hans tanker igen og igen, og som nævnt bringes han til at forsvare de mest forskelligartede synspunkter. Alle vil gerne stå Grundtvig nær, og så vælger man blot den del af ham, man kan tilslutte sig. Man må ikke glemme, at Grundtvigs tankevirksomhed er stærkt sammensat og kompleks, og forskningen i Grundtvig vil nok aldrig nå sit endemål. Om dette vidner Sune Aukens doktordisputats, “Sagas Spejl”, der med sine 700 sider igen har sat Grundtvig under lup og til debat.

Grundtvig er uomgængelig i den danske kulturhistorie. Kanonudvalget har placeret ham på den liste over forfattere, folkeskolens elever skal stifte bekendtskab med. I kanonudvalgets rapport står der således: “Nikolai Frederik Severin Grundtvig har takket være en næsten naturstridig utrættelighed - hele 74 år var han aktiv som skribent – påvirket dansk ånds- og kirkeliv og uden sidestykke i sit århundrede bidraget til at udvikle sansen for det folkelige fællesskab, frihedens nødvendighed og respekten for samtalen.” (Dansk Litteraturs Kanon, Uddannelsesstyrelsens Temahæfteserie nr. 11, 2004). Eleverne skal - som Grundtvig selv ville have sagt det - kende deres fortid for at kunne skabe sig en fremtid.

Navnet Grundtvig er synonym med et liv og et værk, der er kendetegnet af kritisk sans og utrættelig udvikling. Han lagde sig ud med mange i sin samtid; blandt andet havde han en livslang fejde med Danmarks anden store personlighed i det 19. århundrede, Søren Kierkegaard. Grundtvig kæmpede med ideerne, både indadtil mod sig selv og udadtil mod tidens tendenser. Men kampen var altid for livets, folkelighedens og Danmarks skyld.